Udgivet - 2021

Fra reservedels-ekspedient til produktkoordinator

Corporate news

30-årige Christian Lund Andersen, der er født og opvokset i Grønbjerg i Vestjylland i Danmark, fik allerede som teenager et indblik i bilbranchen. Hans stedfar drev nemlig en bilhandel med tilhørende værksted og da muligheden opstod for at få en læreplads hos en lokal grossist, slog han til. 

I 2014 afsluttede Christian sin læretid som reservedelsekspedient hos Auto-G Holstebro og færdiggjorde således sin uddannelse som Handelsassistent med speciale i autobranchen fra Mommark Business College. Som færdiguddannet fortsatte han sin ansættelse hos Auto-G Holstebro frem til 2016 – hvor han godt hjulpet på vej af sin kæreste - besluttede sig for at tiden var moden til at prøve noget nyt.  

”Min kæreste skulle flytte til Aarhus for at studere og det faldt tilfældigvis sammen med at Triscan søgte en katalogassistent. Gennem mine 4 år hos Auto-G Holstebro, havde jeg fået kendskab til og godt indtryk af Triscan. Jeg besluttede mig derfor for at sende en ansøgning afsted – og det gav pote”, fortæller Christian.

Allerede efter mindre end et års ansættelse blev Christian udnævnt til produktkoordinator og sidder i dag med produktansvaret for flere produktgrupper – herunder bremseskiver/-tromler, bremseklodser/-bakker, bremsemonteringssæt, bremseslanger, hjulcylindre samt flexrør og muffer til udstødning.

Arbejdsopgaver
”Mit arbejde er meget afvekslende og det sætter jeg stor pris på. Indenfor de produktgrupper jeg er ansvarlig for, arbejder jeg med udvikling og opdatering – altså hvilke nye referencer der skal tilføres og hvilke der skal udgå. Sideløbende skal jeg sørge for at opdatere produktinformation i vores produktdata- og økonomisystem, hvoraf nogle bruges som katalogdata”. 

Som produktkoordinator hos Triscan omfatter Christians arbejdsopgaver også udvælgelse af leverandører, hvilket indebærer rejseaktivitet. 

”Indtil videre har min rejseaktivitet været begrænset til Europa, hvor jeg har besøgt leverandører og været på messer. Coronapandemien fik desværre sat en stopper for en planlagt tur til Asien, men den har jeg så til gode”. 

En anden arbejdsopgave er reklamationsbehandling. 

”I de tilfælde hvor mine kolleger i vores returafdeling ikke selv kan udføre en reklamationsbehandling, er det mig der tager over. I første omgang trækker jeg selvfølgelig på min egen eller mine kollegers erfaring. I nogle tilfælde tager vi vores in-house testcenter i brug, mens vi en sjælden gang inddrager vores producent eller et uvildigt testinstitut”.
 

cla sammenligning


Uddannelse
For at Christian har den bedste forudsætning for at udføre sit arbejde, har han været igennem en stor del intern uddannelse. Men Christian har også været på eksterne kurser for at udvikle sine færdigheder indenfor f.eks. brugen af Excel. 

”Der bliver også afholdt kurser internt med eksterne undervisere. Vi har f.eks. haft en specialist fra Teknologisk Institut forbi for at opdatere vores viden om automobilindustriens kvalitetssikringsstandard IATF 16949. Jeg bliver løbende spurgt, om der er kurser eller uddannelser, som jeg vil på - og det er jeg glad for”.

Virksomhedskultur
Christian føler sig godt tilpas i den kultur, som han har mødt hos Triscan. 
”Det der først falder mig ind, er nok frihed under ansvar. Jeg får i vid udstrækning lov til selv at prioritere og styre mine arbejdsopgaver. Jeg synes, at der er en positiv energi og stemning samtidig med en uformel omgangstone – og det er lige mig”.

Personalegoder
Som medarbejder hos Triscan bliver man tilbudt en række personalegoder som spænder bredt fra pensionsordning, sundhedssikring, frokostordning, frugt, kaffe/the/isvand, personaleforening til hjemmearbejdsplads og personalekøb.

”Jeg er bl.a. medlem af vores personaleforening ”Spændebåndet”. Her mødes vi til koncerter, teaterforestillinger, museumsbesøg, bowling, banko og meget mere. Det er ikke altid at jeg har mulighed for at deltage, men det at møde sine kolleger uden for normal arbejdstid er altså altid hyggeligt. Endvidere har jeg ofte haft stor glæde af at kunne arbejde hjemmefra. Det er bestemt et aktiv for mig som skaber frihed”.

Socialt ansvar
Hos Triscan udviser vi socialt ansvar på flere områder. For Christian har det ikke været udslagsgivende for valg af Triscan som arbejdsplads, men han værdsætter indsatsen. 

”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke tillagde det nogen betydning under min seneste jobsøgning selvom det helt klart betyder noget for mig. Jeg synes det er fedt, at vi i vores virksomhedscenterordning med Aarhus kommune har mulighed for at hjælpe mennesker som af en eller anden grund er faldet ud af arbejdsmarkedet eller aldrig rigtig er kommet ind på det”. 

Er Triscan din næste arbejdsplads?
Hvis du tænker, at Triscan kunne være et godt sted for dig - eller nogen du kender - at arbejde, er det en god idé at holde øje med vores jobopslag. Det kan du gøre på vores hjemmeside, LinkedIn side, Facebook side, Jobindex og på Motormagasinet.dk. Du er selvfølgelig også velkommen til at sende en uopfordret ansøgning eller kontakte den ansvarlige direktør eller chef indenfor det arbejdsområde, du tænker at du passer ind i.